Find det rigtige stof til dit næste syprojekt

Det allervigtigste du skal sætte dig ind i, når du skal vælge stof til dit syprojekt, er, om dit symønster er beregnet til vævede eller strikkede tekstiler:

Vævede tekstiler er faste kvaliteter, der som hovedregel ikke strækker sig, når du trækker i dem – med mindre der er proppet elastan i selvfølgelig.

Strikkede tekstiler er bløde og har høj strækbarhed.

Når man laver symønstre til strikkede metervarer, behøver man ikke i lige så høj grad at tage hensyn til kroppens former, som man gør ved symønstre designet til faste metervarer. Det skyldes den høje strækbarhed, der er i de strikkede tekstiler. Du kan jo sagtens få din t-shirt over hovedet uden problemer, på trods af at der hverken er en knappelukning eller lynlås i halshullet. Det er derimod ikke for sjovt, at man har lavet knappelukning på en skjorte.

Man bare rolig: Mine mønstre er udelukkende til faste stoffer, og der skal ske noget meget drastisk, hvis det skal ændre sig i fremtiden. For jeg kan godt sige dig, at jeg HADER at sy i strækbare tekstiler. ISÆR viskose jersey – jeg har da aldrig prøvet noget lignende…

Derfor kommer resten af indlægget også til at tage udgangspunkt i vævede tekstiler – noget af informationen kan du selvfølgelig også bruge i din søgen efter strikkede tekstiler, men ikke det hele.

Hvad skal jeg tage højde for, når jeg vælger stof?

Nu kommer jeg lige med det helt korte og irriterende svar, som jeg er sikker på, du allerede har gjort et ihærdigt forsøg på at skimme dig frem til i teksten:

Der er ikke noget facit til hvilket stof, du skal vælge til dit syprojekt.

Beklager.

Der er selvfølgelig noget stof, der egner sig bedre til de forskellige syprojekter end andre. Men det handler mest om hvilket udtryk, du går efter – ja, det skal du tage stilling til, inden du går i gang.

Men bare rolig, jeg skal nok hjælpe dig lidt på vej.

I de kommende afsnit vil jeg komme ind på de faktorer, jeg finder væsentlige, når du skal vælge stof til dit næste syprojekt.

En af de vigtigste ting er, efter min mening:

Tyngden

Når mine kunder spørger mig, hvilket stof jeg vil anbefale til de forskellige symønstre, stiller jeg dem ofte et spørgsmål tilbage igen – irriterende ja, i know.. Men jeg spørger altid, om de ønsker fuld smæk på volumen, hvor stoffet står ud fra kroppen, eller om de ønsker et mere blødt udtryk, hvor stoffet smyger sig omkring kroppen. For det er der nemlig ret stor forskel på. Læs mere om hvad du skal være opmærksom på omkring stoffets tynge lige her.

Vask og vedligehold

Er det væsentligt for dig, hvordan dit tøj skal vaskes, for at du får det brugt? Er du god til at huske at få lagt tøjet, der kun tåler håndvask, til side? Eller kommer du ofte til bare at smide det hele i 30 graders bunken?

Når du skal sy et nyt stykke tøj, er det supervigtigt ikke at få taget nogle valg, der spænder ben for, hvor ofte du kommer til at bruge dit tøj. Hvis jeg skulle sy en kjole, som var beregnet til hverdagsbrug, ville jeg fx gå LANGT uden om stof, der krøller meget og skal stryges efter hver vask – det får jeg bare ikke gjort, selvom jeg elsker følelsen af at iføre mig nystrøget tøj.

Find ud af hvad du skal være opmærksom på i forhold til vask og vedligehold, når du vælger stof, så du ikke laver benspænd for dig selv. Læs indlægget her.

Skal stoffet være åndbart?

Den her er egentlig ret simpel: Kan du godt lide at svede som et svin? Godt så, så gå efter de naturlige og/eller semisyntetiske fibre – stof der ikke er lavet af plastik rettere sagt.

Åndbare fibre:

  • Bomuld
  • Hør
  • Uld
  • Silke
  • Bambus
  • Tencel™
  • Modal
  • Viskose
  • Hamp

Ikke åndbare fibre:

  • Polyester
  • Nylon
  • Akryl

Mønstret eller ensfarvet stof?

Her er det igen op til smag og behag. Jeg plejer at spørge mig selv sådan her:
Vil du fremhæve mønsteret eller stoffet? Find ud af hvilken rolle et mønstret eller ensfarvet stykke stof spiller ind i det endelige resultat og se et eksempel derpå. Læs blogindlægget her.

Syerfaring

Erfaring spiller en ret stor rolle, når det gælder til valg af stof. Nogle stoffer er bare sværere at sy i end andre. Og sådan er det. Desværre.

Se min liste over begyndervenlige fibre og vævninger her.

Bæredygtighed

Betyder bæredygtighed noget for dig eller synes du bare, at det er lækkert, at vejret er blevet meget mere ekstremt, livet i havet dør og at der ikke længere kommer alle de insekter på ruden, når du er ude at drøne rundt i din bil?

Hvis ikke så se min liste med 5 bæredygtige tekstiler lige her.

Pris og kvalitet

Pris og kvalitet hænger ofte sammen, og det gør det også, når man køber stof. Ligesom pris og produktionsforhold også tit hænger sammen. Så jeg kan ikke sige det ofte nok:

Køb lidt men godt.

Du skal selvfølgelig købe den mængde, du har brug for. Men køb nu i en ordentlig kvalitet. Og det her er egentlig et råd, du kan tage med dig resten af dit liv og have in mente hver evig eneste gang, du skal til at foretage dig et køb. Selv tak.

Lad os blive klogere på syning sammen

Nu er du virkelig godt klædt på til at købe stof til dit næste syprojekt! Skriv endelig en kommentar til indlægget med dine erfaringer, så vi på den måde kan sparre med hinanden - det kan også være, at du synes, der er noget jeg har glemt at få med. Jeg vil gerne levere det bedste indhold, og det kan jeg kun med din hjælp.

Tusind tak fordi du læste med! Det betyder en verden for mig, at du finder mit indhold relevant! Og jeg er stolt af, at jeg kan medvirke til at gøre syning lettere tilgængeligt for alle, ved at tage det ned på et niveau, der er til at forstå.

Husk at gå på opdagelse i min blog (link) om syning, som jeg hele tiden opdaterer med nyttig viden omkring syning generelt, tips og tricks til at lette syningen for dig samt uundværlig viden omkring materialer.

De bedste hilsner
Malene

Tilbage til blog

Indsend en kommentar